Hjemmelavet mad skal være nemt!

Det synes vi i hvert fald.

Derfor laver vi måltidsblandinger, der gør det nemt at lave smagfuld hjemmelavet mad.

Vi har gjort os umage for at sammensætte smagene og udviklet opskriften, så du ikke behøver købe en masse forskellige krydderier til én enkelt ret.

For vi kender godt historien: Man køber et krydderi til en opskrift, bruger en teskefuld og sætter resten ind i skabet for aldrig at bruge det igen. Med Krydr får du kun de krydderier, du skal bruge, samlet i én måltidsblanding.

Du skal stadig købe ind. Du skal stadig finde gryden frem. Du skal stadig stå for opvasken. Vi sørger for den gode smag, men det er dig, der laver maden. Så når nogen siger: “Hold da op, det smager godt.” Så tager du bare æren. Vi sladrer ikke. Selv tak.

Krydr er til dig!

Om du har hentet tre børn, handlet ind og prøver at få aftensmaden på bordet, inden nogen bliver sultne nok til at spise køkkenbordet.

Eller om du er studerende, har et køleskab med ketchup og smør og stadig ikke helt har knækket koden til aftensmad.

Vi tror ikke på, at nem hjemmelavet mad kun er for dem, der har travlt. Det skal også være nemt at komme i gang, hvis man ikke ved, hvor man skal begynde.

Vi vil gøre Krydr til det du griber ud efter i supermarkedet i en hurtig vending, når du gerne vil lave mad selv, men gerne vil have en hjælpende hånd på vejen. Du kan også altid have en pose Krydr liggende i skuffen, som en nødløsning, når køleskabet er tomt, og der skal nem hjemmelavet mad på bordet.

Vi drømmer om, at Krydr får plads på flere og flere butikshylder rundt omkring i Danmark. Så du ikke skal lede længe efter en nem vej til god, hjemmelavet mad.

Hvor det hele startede

I vinteren 2021 fik vi en idé. Dengang hed den Kærligheds Krydderier. Tanken var simpel: Vi ville gøre det nemt at lave mad, der smagte som, at den var lavet med kærlighed.

I foråret 2022 besluttede vi os for, at idéen var for god til bare at snakke om. Så vi gik i gang. Der blev nørdet med opskrifter, smage, emballage, design og alt det andet, man pludselig skal have styr på, når en idé skal blive til et rigtigt produkt. Den 12. august 2022 var vi klar og de første blandinger blev lanceret på krydr.com.

Siden da har vi lavet mange ændringer, forbedringer og tilpasninger - både til opskrifter og emballage. Men hele vejen har vi holdt fast i den samme idé: Hjemmelavet mad skal være nemt.